FORMÅL
Som ubestridt autoritet over dette hæderkronede broderskab dikteres hermed følgende ufravigelige krav til medlemskab:
- Kun de værdige mandfolk, der enten hersker over beslutninger i et Fynsk firma eller styrer skæbner udenfor Fyn, men residerer på Fyn, kan komme i betragtning til at få en plads på den fornemme invitationsliste.
- Enhver Gildebroder skal udvise troskab til det klassiske, ærefulde torskemåltid der fremstilles på gammeldaws manér.
- Øl og brændevin er lov, Gildebrødre skal hylde og værdsætte bajersk øl samt brændevin.
- Mandehørm er obligatorisk.
Enhver Gildebroder skal kunne tåle og værdsætte samværet i både glæde og modgang. - Hæder til de trofaste Gildebrødre, der i årrækkers tro tjeneste har vist ubøjelig dedikation, skal hædres efter 5, 10, 15, 20, 25, 30, 35, 40, 45 eller 50 år.
- Ved erhvervelse af en ny jubilæumsnål påhviler det den hædrede Gildebroder at skænke en omgang til de øvrige Gildebrødre. Dette er ikke til diskussion.
- Ved hvert Torskegilde skal enhver Gildebroder møde op festklædt i henhold til Torskelaugets påbudte dresscode. Overtrædelse af dette vil ikke blive tolereret.
PLI & ORDEN
Formålet er urokkeligt
Fyens Torskelaug af 2000 skal til enhver tid præges af højt humør og feststemte Gildebrødre. Dette er ikke en anbefaling, det er en befaling.
Diktatorisk vedtagelse
FORMÅLET blev enerådigt vedtaget af Den Diktatoriske Oldermand før det første torskegilde den 24. marts 2000. Hans ord står urokkeligt fast.
Bekæmpelse af Klædemæssig Forfald
Den 26. januar 2007 skred Oldermandsskabet ind for at rette op på utilstedelige afvigelser fra anstændig påklædning.
Hvide tennissokker og brune sko blev øjeblikkeligt erklæret forbudt.
Dette var og er en nødvendighed, ingen Gildebroder skal udsætte Oldermandsskabet for visuel tortur.
Orden i Geledderne
Det skal indskærpes, at Torskelauget ikke tolererer en broget eller kaotisk fremtoning blandt brødrene. Orden, disciplin og elegance er påbudt.
Påklædningsordre
I anledningen af Torskelaugets 15-års jubilæum blev det besluttet, at fremtidige torskegilder kræver, at enhver Gildebroder møder op i smoking iht. Torskelaugets Dresscode.
Ingen undtagelser. Enhver, der viger fra denne befaling, må være rede til konsekvenserne.